Dynamisk indkøbssystem for netværksforbindelser

Leverandører af WAN-forbindelser kan løbende blive optaget i DeiCs dynamiske indkøbssystem.
kort over forskningsnettet

DeiC har etableret et dynamisk indkøbssystem for WAN-forbindelser (Wide Area Network). Et dynamisk indkøbssystem er et mere fleksibelt alternativ til en rammeaftale.

Ved en rammeaftale skal deltagerne udvælges på forhånd. I et dynamisk indkøbssystem kan leverandører løbende ansøge om at blive optaget i systemet. Derfor skal der ikke udbydes en ny aftale efter fire år som ved rammeaftaler.

Udbuddet af det dynamiske indkøbssystem har to faser. I den første fase bliver systemet etableret. Her får leverandørerne første gang mulighed for at blive optaget.

I anden fase afholdes der miniudbud, og leverandører kan løbende ansøge om at blive optaget.

DeiC køber tre typer WAN-forbindelser:

  • Sort fiber.
  • Datatransmissionskapacitet.
  • Housing.

Virksomheder, der er interesserede i at blive leverandører, behøver ikke at kunne levere alle typer ydelser for at komme i betragtning.

Det dynamiske indkøbssystem har en varighed på 18 år fra etableringen i august 2017.

Læs mere