Intern sårbarhedsscanner

Scan for sårbarheder inden for firewallen.

DKCERTs interne scanner er et supplement til de eksterne sårbarhedsscanninger, DKCERT foretager.

Den interne scanner kan scanne netværkssegmenter inden for firewallen. Et universitet kan fx bruge den til at undersøge, om enheder på de studerendes trådløse netværk har adgang til servere på det administrative netværk.

Fysisk og virtuel

Den interne scanner fås i to udgaver: En fysisk og en virtuel.

Den fysiske scanner er en lille pc, der sendes ud til den institution, der har bestilt den. Her sætter it-folkene den til det netværk, de ønsker at scanne fra. Derefter kontakter scanneren DKCERT, som fjernstyrer den og sætter scanningen i gang.

Den virtuelle scanner er en virtuel maskine, der installeres på institutionens netværk. Herefter fungerer den på samme måde som den fysiske udgave.

Prisen for den interne scanner er dækket af betalingen for forskningsnettet.

Institutioner på forskningsnettet kan bestille en intern scanner ved henvendelse til DKCERT: cert@cert.dk