Gå til hovedindhold

Kimmo Koski: Samarbejde danner grobund for et unikt supercomputerprojekt

Et velfungerende arbejdsprojekt mellem ni lande skal skabe supercomputerrammen for forskning i verdensklasse. Og nøglen til succes er netop samarbejde.
Af
30/10/2019 14:10

DeiC konference 2019:

”Jeg har aldrig hørt om et lignende samarbejde omkring en computer.”

Sådan lyder det fra Kimmo Koski, der er administrerende direktør for CSC i Finland, hvor en af verdens kraftigste forskningscomputere skal bygges og sættes i drift inden for det kommende år.

Samarbejdet henviser til det konsortium, som i fællesskab skal skabe LUMI (Large Unified Modern Infrastructure) – en supercomputer dedikeret til forskning.

Billede
Kimmo Koski
Foto: CSC Finland

Vi mødte administrerende direktør i CSC, Kimmo Koski, på DeiC konference 2019.

LUMI er et af de tre paneuropæiske supercomputerprojekter, som EU har besluttet at bygge og dette konsortium består af Finland, Belgien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Norge, Polen, Sverige og Schweiz.

De to øvrige computere placeres i Italien og Spanien.

”Det smukke ved et samarbejde er selvfølgelig, at man kan deles om omkostningerne, men samtidig skaber det grobund for et økomiljø omkring supercomputerprojektet,” fortæller han, da vi møder ham på DeiC konference 2019.

”Teknologien er naturligvis vigtig, men det vi vil med LUMI-projekter er samtidig at tiltrække de dygtigste folk og derved skabe en platform for den bedste forskning. Og det opnår man bedst ved at løfte i flok.”

Hans pointe er, at man ved at arbejde på tværs af grænser kan bygge et økonomisk og konkurrencedygtigt HPC-økosystem, hvor man i fællesskab kan erhverve og drive supercomputerne samt de tilhørende tjenester og applikationer.

Det er besværet værd

Er det ikke besværligt at samarbejde, når så mange forskellige lande skal være tilfredse med resultatet på samme tid?

”Når man først er blevet enige om, at alle kan få gavn af processen og derved få noget ud af samarbejdet, så er man godt på vej. Når erkendelsen er, at 2 plus 2 giver 5 eller 6, så skal det nok blive en succes. Så er motivationen der.”

Han peger på, at samarbejder kan give gnidninger men, at fordelene langt overstiger ulemperne.

Også John Renner Hansen, Dekan på Science på Københavns Universitet og bestyrelsesformand i DeiC, kan se fordelene.

Han har tidligere udtalt, at ”Det er en enestående mulighed for Danmark at være med i samarbejdet omkring et HPC-anlæg af den størrelse.”

Han vurderer, at ”de danske forskere får adgang til ekstraordinære regnekræfter og at vi samtidig hjemtager den tekniske viden til anvendelse i vores egne nationale og lokale HPC-installationer.”

Etableringen af de tre supercomputere er et af nøgleområderne i EU's bestræbelser for at fremme digitalisering. Kombinationen af high performance computing og teknologier som big data, cloud-tjenester og kunstig intelligens er en anden vigtig del af den europæiske digitale dagsorden.

Læs mere: