Giv SSH-adgang fra institutionslogin med ny software fra DeiC

Nu kan forskere og studerende bruge deres eksisterende universitetslogin (WAYF) til at tilgå både web- og kommandolinje-baserede forskningsressourcer som f.eks. HPC.

M
Marie Charllotte Søbye
Journalist og kommunikationskonsulent
04.02.2026 15:12

DeiC og WAYF-teamet har udviklet et simpelt, men effektivt stykke software, som gør det muligt at forbinde web­baseret, fødereret login med SSH-adgang til forsknings­infrastruktur.

Softwaren fungerer som en bro mellem 2 verdener

Softwaren fungerer som en bro mellem to verdener, nemlig den web­baserede autentifikation, som forskere allerede bruger gennem deres universitets­login via føderationen, og den kommandolinje­baserede adgang via SSH, som ofte anvendes ved fx HPC-anlæg. På den måde udvides føderationers dæknings­område fra kun web­baserede tjenester til nu også at omfatte SSH-baserede ressourcer. Det øger værdien af at deltage i føderationer som WAYF, fordi forskere og studerende således kan bruge deres eksisterende identitet til at tilgå både web- og kommandolinjebaserede forskningsressourcer.

Med softwaren kører man således dels en webservice, som kan modtage login i browseren fra en fødereret bruger­organisation (fx gennem WAYF), og dels en SSH-server, som brugeren kalder fra sin terminal med en kommando, som softwaren har serveret for hende i browseren. I og med, at hun afvikler kommandoen, downloader brugeren et SSH-certifikat, som passer til den privatnøgle, hun har liggende lokalt.

Resultatet er en bruger­venlig, sikker og skalerbar løsning, hvor eksisterende web­baseret identitets­styring kan udnyttes direkte til SSH-adgang — uden behov for særskilte nøgler eller manuel certifikat­administration.

Fødereret

er login på tværs af organisationer, f.eks. at man kan bruge sit universitetslogin, sin digitale identitet på universitetet, til at få adgang til tjenester uden for universitetet. Sådan en udvidet brug af digitale identiteter er mulig inden for rammerne af en identitetsføderation som WAYF (Where Are You From): en forening af institutioner og tjenesteudbydere, som har aftalt rammerne for, at institutionernes brugere kan logge på tjenesteudbydernes tjenester med deres institutionsbrugerkonti. Et andet eksempel er identitetsføderationen NemLog-in, som muliggør brug af Digitaliseringsstyrelsens "MitID" ved mange forskellige tjenester, fx skat.dk og borger.dk.

SSH

er en forkortelse for Secure Shell og er betegnelsen for en sikker fjernforbindelse til en computer eller server. Det er en sikker protokol, der bruges til at få krypteret fjernadgang til computere, servere og netværksenheder. Man bruger SSH til at logge ind, administrere filer, køre programmer og styresystemer på en sikker måde, selv over usikre netværk som internettet.

Sådan fungerer det i praksis

Når en forsker logger ind via sin institutions fødererede login­løsning, f.eks. WAYF, udsteder værktøjet et SSH-certifikat baseret på denne autentifikation. Certifikatet kan man derefter bruge til at logge sikkert ind på ressourcer, der accepterer SSH-certifikater, f.eks. et HPC-anlæg (High Performance Computing). Certifikatet kan udstedes med bruger­oplysninger fra institutionslogin'et til brug for autorisations­beslutninger hos ressource­serveren.

SSH-certifikater udstedt på baggrund af web­baseret login har en indbygget udløbs­dato, og adgangen kan kun fornyes, hvis brugeren stadig har gyldigt institutions­login og fortsat har ret til at tilgå ressourcen. Det betyder, at man undgår problemer med “forældede” offentlige SSH-nøgler, som ellers kan give adgang til tidligere brugere selv efter, at deres rettigheder er inddraget. Samtidig slipper man som ressource­ejer for at skulle rydde op i store mængder af offentlige nøgler på serverne, hvilket gør administrationen betydeligt mere effektiv. 

Forudsætningen for at løsningen fungerer er, at den SSH-server, der skal tilgås, er sat op til (kun) at tillade adgang med SSH-certifikater — og at den stoler på den Certificate Authority (CA), som DeiC-softwaren implementerer. Samme server kan uden problemer stole på flere forskellige CA’er, hvilket giver fleksibilitet i et samarbejdende miljø. 

Heldigvis er opsætningen på SSH-serveren meget enkel. På brugerens side af forbindelsen forudsættes kun en almindelig SSH-klient – ingen særskilt klient­software. Og certifikat­funktionaliteten har været indbygget i standard-SSH-software i mange år, så heller intet behov for særlige SSH-servere eller -klienter.

Kilde­koden er frit tilgængelig på GitHub, hvor man også finder yderligere detaljer om, hvordan softwaren fungerer og installeres. Man er også velkommen til at kontakte WAYF-sekretariatet for assistance, hvis man har brug for det.