Region Midtjylland har erstattet EZproxy med direkte SSO-adgang – og flere institutioner er på vej

Nem adgang til biblioteksressourcer med WAYF som erstatning for institutionsspecifikke løsninger.

M
Marie Charllotte Søbye
Journalist og kommunikationskonsulent
23.03.2026 14:23

Det her er et godt eksempel på, at infrastruktur, som DeiC gennem en årrække har modnet og stillet til rådighed for forskningssektoren, nu bliver brugt endnu mere.

Gitte Kudsk
Direktør, DeiC

Fagbiblioteket i Region Midjylland har gennemført et skifte fra IP-baseret adgang til elektroniske forlagsressourcer via EZproxy til single-sign-on (SSO) direkte hos forlagene - med WAYF som føderations- og adgangsinfrastruktur.

Region Midtjyllands e-bibliotek gik i drift med den nye, fødererede adgangsmodul den 4. december 2025, og erfaringerne siden har været gode - både teknisk og i forhold til brugernes adgang til ressourcerne. 

Skiftet sker i en tid hvor Det Kgl. Bibliotek er ved at udfase driften af institutions­specifikke EZproxy-løsninger, og hvor de store internationale forlag i stigende grad bevæger sig væk fra IP-baseret adgang og over mod SSO. I dag er stort set alle større forlag tilsluttet eduGAIN, hvilket gør direkte institutions­login muligt for WAYFs medlems­institutioner.

Et større arbejde – én gang

Region Midtjylland kunne have valgt et relativt enkelt skifte til en kommerciel EZproxy-tjeneste, men valgte i stedet at investere i direkte SSO-adgang. Det indebærer et vist etablerings­arbejde, hvor adgangen skal konfigureres hos hvert enkelt forlag, og hvor processer og begreber ikke altid er ens på tværs af parter. Erfaringen er, at arbejdet kræver tæt koordinering mellem bibliotekarer, forlagenes kontakt­personer og SSO/it-professionelle – og at en væsentlig del af indsatsen består i at undgå at tale forbi hinanden og fastholde fokus på det egentlige tekniske mål. Når etableringen først er på plads, er der til gengæld ikke meget arbejde med vedligehold.

Smidig adgang for brugerne

Fra bibliotekets perspektiv var det naturligvis afgørende, at bruger­oplevelsen fortsat er enkel. Ved hjælp af “WAYFless” URL’er kan adgangen opleves på samme måde som med et klassisk proxy-præfiks: Brugerne føres direkte til ressourcen og logges automatisk ind via institutionens login – uden aktivt at skulle vælge institution fra en liste. Samtidig undgår man nogle af de tekniske udfordringer, der kan være forbundet med proxy-løsninger, herunder vedligehold af stanza-konfigurationer.

En sti er nu trådt til gavn for flere

Et vigtigt resultat af arbejdet i Region Midtjylland er, at de fleste børne­sygdomme nu er håndteret: Uklarheder hos forlagene, snak forbi hinanden mellem kontaktpersoner og usikkerhed om konkrete SSO-opsætninger er blevet afklaret. Det betyder, at vejen nu er væsentligt mere fremkommelig for andre organisationer, der ønsker samme type løsning. Region Sjælland er allerede godt i gang med at følge samme spor og kan i høj grad drage nytte af de erfaringer, ligesom bibliotekarerne på CBS også har henvendt sig til DeiC for at påbegynde en proces. 

WAYF-holdet i DeiC er en vigtig brik 

Fra WAYFs side har indsatsen især handlet om at bidrage med SSO-teknisk fagviden, bringe føderationens konkrete muligheder i spil – og ikke mindst fungere som bindeled mellem bibliotek og forlag. WAYF-holdet har ydet vedholdende, specialiseret rådgivning og koordinering i implementeringsfasen. Ved aktivt at styre kommunikationen har man kunnet tage misforståelser i opløbet og hurtigt få fokus rettet mod det, der faktisk skulle til for at komme i mål. Projektet viser, at direkte SSO-adgang inden for WAYF og eduGAIN i dag er en moden og bæredygtig løsning – og at det bliver stadig lettere for andre institutioner at gå samme vej. 

Denne artikel er baseret på artikel af Mikkel Hald den 30. januar 2026.

SSO-adgang

SSO står for Single-Sign-On og SSO-adgang betyder, at du kan logge ind på flere forskellige systemer, hjemmesider eller applikationer med ét samlet sæt loginoplysninger (brugernavn/adgangskode).

EZproxy

EZproxy er en softwareapplikation, der fungerer som en proxy-server, hvilket gør det muligt for biblioteksbrugere (typisk studerende eller forskere) at få sikker fjernadgang til licenserede elektroniske ressourcer – som f.eks. databaser, e-bøger og tidsskrifter – uden at være fysisk til stede på institutionens netværk.