Lau Caspar Thygesen er ny forperson for KOR
Lau Caspar Thygesen er tiltrådt som ny forperson for KOR fra marts 2026.
Han overtager posten fra Kirsten Ohm Kyvik, forskningschef ved Region Sjælland, som har besiddet posten siden 2022.
Lau Caspar Thygesen er kandidat i folkesundhedsvidenskab og ph.d. og arbejder som professor i epidemiologi og registerbaseret forskning ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Han har været medlem af KOR siden august 2020.
Ifølge ham selv er rollen som forperson er en naturlig forlængelse af hans karriere, hvor arbejdet med at styrke rammerne for registerforskning har stået centralt:
“Gode rammer for registerforskning og udvikling af nye muligheder har været et gennemgående tema i min karriere og rollen som forperson giver mig gode muligheder for at fortsætte dette arbejde i tæt dialog med registerejere og både nuværende og kommende forskere.”
I den kommende medlemsperiode vil han blandt andet arbejde for at forbedre adgangen til registre ved at mindske omkostninger i både tid og penge og gøre ansøgningsprocesser enklere og hurtigere. Samtidig peger han på behovet for at udvikle nye registre til forskning, styrke undervisningen af nye registerforskere og udbrede kendskabet til registerforskning i den brede befolkning.
Derudover ser han et potentiale i at styrke KOR’s synlighed, blandt andet ved at videreudvikle eksisterende overblik over registerprojekter og gøre organisationens hjemmeside mere anvendelig for nye forskere. Endelig lægger han op til, at KOR igen kan engagere sig mere i internationalt samarbejde, særligt i nordisk regi, hvor fælles løsninger kan gøre det muligt at gennemføre analyser på tværs af lande.