DeiC styrker sit engagement i europæisk infrastruktursamarbejde
DeiC skal som én af seks organisationer afprøve en fælles tilgang til at blive en node i EOSC-føderationen gennem projektet EOSC4ALL. Projektet skal gøre det lettere at forbinde forskningsdata og digitale tjenester på tværs af Europa.
European Open Science Cloud (EOSC) har til formål at give europæiske forskere adgang til data og digitale tjenester på tværs af lande, institutioner og fagområder. Samarbejdet bygger på en fødereret model, hvor deltagende organisationer forbinder deres infrastrukturer gennem såkaldte EOSC-noder. Noderne fungerer som indgange til data og tjenester, der kan findes og tilgås på tværs af det europæiske samarbejde. Føderationen gik i drift med 14 noder i oktober 2026.
Projektet EOSC4ALL skal gøre det lettere for flere organisationer at tilslutte sig føderationen ved at udvikle en fælles teknisk platform, som organisationerne kan bruge til at etablere og drive deres nodes tilbud af data og tjenester.
DeiC skal som én af seks organisationer afprøve en driftsklar EOSC-node på den fælles platform. DeiCs node skal i første omgang give forskere adgang til at gemme, synkronisere og dele filer samt bruge virtuelle computere til eksempelvis dataanalyse. Den fælles europæiske login- og adgangsløsning skal sikre, at brugerne får adgang til de data og tjenester, de har ret til at benytte.
EOSC4ALL koordineres af GÉANT og har modtaget knap 8 mio. euro fra Horizon Europe. Projektet løber fra september 2026 til februar 2029.