NeIC søger to projektledere

Den nordiske eScience-organisation NeIC søger en leder af et uddannelsesprogram og en projektleder for ressourcedeling.

NeIC (Nordic e-Infrastructure Collaboration) har slået to ledige stillinger op. Begge stillinger er nyoprettede og handler om at lede nye aktiviteter inden for eScience i Norden.

Leder af uddannelsesprogram

Den kommende Training Programme Manager skal udvikle og hjælpe med at implementere et uddannelsesprogram. Målgruppen er teknisk personale hos nordiske e-infrastruktur-organisationer.

Programlederen kommer til at arbejde tæt sammen med en gruppe repræsentanter for nationale infrastrukturudbydere. Gruppen arbejder for at samle og dele kompetencer på tværs af de nordiske lande.

Den nyansatte ventes at lægge halvdelen af sin tid hos NeIC i en treårig kontrakt med mulighed for fornyelse, mens resten af tiden placeres hos en lokal organisation.

Hvis man er interesseret i at søge stillingen, skal man til ansøgningen vedlægge et brev fra en national nordisk e-infrastrukturorganisation, der støtter ansøgningen. For danske ansøgeres vedkommende vil det være DeIC.

Hvis stillingen går til en dansk ansøger, kommer personen til at indgå i et tæt samarbejde med DeIC eScience Kompetencecenter.

Projektleder for ressourcedeling

Som Resource Sharing Project Manager får man ansvaret for at implementere en væsentlig del af NeIC's strategi i praksis: Deling af ressourcer på tværs af organisationer og lande. Ressourcer kan både være hardware (computerkraft og storage), software, tjenester og menneskelige ressourcer.

Projektet skal gennemføres i samarbejde med nationale udbydere af e-infrastruktur. Den nyansatte skal udarbejde og vedligeholde en detaljeret projektplan. Derefter skal vedkommende lede nogle af arbejdsopgaverne, rapportere om fremdriften, holde gang i dialogen med de involverede og skrive den afsluttende rapport.

Projektlederen ventes at lægge mellem 50 og 100 procent af sin tid over tre år.

Der er ansøgningsfrist for begge stillinger den 31. januar 2017.

Links

 

Keywords: