”Den skal være verdens bedste forsknings-computer”

En af verdens kraftigste computere skal bygges i Finland og på DeiC konference kan du møde en af entreprenørerne bag projektet. De danske universiteter deltager også aktivt i både udvikling og finansiering.

Danmark er sammen med syv andre nationer med i et konsortium, der skal bygge en af verdens kraftigste supercomputere.

Vi skal dog ikke lægge geografi til projektet, der placeres i CSCs datacenter i Kajaani i Finland.

Oplev Kimmo Koski på konferencens første dag. 

Kimmo Koski, der er administrerende direktør for CSC i Finland, åbner årets DeiC konference og i præsentationen vil han blandt andet komme ind på det europæiske samarbejde om projektet og hvorfor Finland i det hele taget satser stort på at opbygning af den digitale forskningsinfrastruktur.

For ham er det afgørende ikke computerens podieplacering.

”Om computeren lige bliver nummer et, tre eller fem på top-500 listen over supercomputere betyder ikke så meget,” siger direktøren i finske CSC.

Supercomputeren i Kajaani bliver ellers ganske solid.

Den vil få en kapacitet på mere end 200 petaflop/s (0,2 exaflop/s), hvilket gør anlægget cirka ti gange kraftigere end den mest kraftfulde supercomputer i Europa i øjeblikket.

Kimmo Koski lægger dog større vægt på, at det bliver verdens bedste computer til forskning.

”Det vigtigste er, at vi får de bedste resultater og kan tiltrække de klogeste hoveder,” siger han.

Du kan læse meget mere op supercomputeren her: Danmark og syv andre nationer bygger nu en af verdens kraftigste supercomputere.

Økosystem og høje forventninger

For at få den drøm til at gå i opfyldelse er der flere ting end jern og software, som skal falde på plads.

”Vi fokuserer også på at skabe et godt økosystem omkring projektet. Det skal eksempelvis bestå af universiteter og start up-projekter, for opbygningen af et kraftcenter i Norden handler om langt mere end traditionel computing,” vurderer han.

HPC-anlægget er planlagt til at stå klar i slutningen af 2020 eller begyndelsen af 2021 og Kimmo Koski kan da også mærke et snigende pres.

Det samlede beløb for projektet bliver nemlig på 207,1 millioner euro, svarende til cirka 1,5 milliarder danske kroner.

”Jeg tror, det er første gang, at så mange lande putter så mange penge i et computer-projekt og det forpligter naturligvis til at levere et godt produkt.”

Hvis du vil høre mere om det spændende projekt så skal du være med fra morgenstunden, når DeiC konference 2019 sparkes i gang den 30. oktober i Fredericia.

Vi glæder os meget til at se dig.

Læs mere

Relaterede nyheder

Relateret indhold