Gå til hovedindhold

Nyhedsbrev august 2015: Konferenceprogram | Neutronmikroskop | Regler for forskningsnettet

Nyhedsbrev fra DeiC - Danish e-Infrastructure Cooperation - august 2015
Af
04/08/2015 15:08

I dette nyhedsbrev fra DeiC løfter vi sløret for nogle af de mange spændende indlæg, der venter de besøgende på DeiC konference 2015 i Middelfart til oktober.

Et af indlæggene handler om det HPC-anlæg, der skal behandle data fra det kommende neutronmikroskop i Lund. En artikel i dette nyhedsbrev fortæller mere om mikroskopet og computersystemet bag det.

Reglerne for at blive tilsluttet til forskningsnettet er blevet forenklet. Nu er grundreglen, at brugerne må anvende forskningsnettet på samme måde og til de samme formål som deres institutions interne net.

God fornøjelse med læsningen!

Nyhedsbrevet sendes også på mail til tilmeldte abonnenter. Du kan til- og afmelde dig nyhedsbrevet pr. mail på denne side:

Tilmeld/afmeld nyhedsbrev

 


DeiC konference: Supercomputere, sikkerhed, netværk og meget mere

Efterårets DeiC konference byder på inspiration fra ind- og udland for alle, der brænder for eScience og e-infrastruktur til forskning og uddannelse.

Dr. Maurice Bouwhuis fra SURFsara fortæller, hvordan DeiCs hollandske søsterorganisation understøtter forskningen med e-infrastruktur. Han kommer blandt andet ind på, hvordan infrastrukturen håndterer den eksplosive vækst i forskningsdata.

Sikkerheden er i fokus i flere indlæg. DKCERT demonstrerer, hvordan et angreb kan foregå, og hvordan det bekæmpes. Sikkerheds- og netværksansvarlige fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet gennemgår en analyse, der afslørede hidtil ukendte trusler i universiteternes netværkstrafik.

På jurasiden gennemgår en advokat den kommende EU-forordning om persondata og hvad den betyder for DeiC-institutionerne.

Alle DeiCs tre supercomputerinstallationer er på programmet: Arkæologer fortæller om deres brug af Abacus 2.0, en systembiolog beskriver fordelene ved Computerome, og det nye kulturarvscluster ved Statsbiblioteket bliver præsenteret.

En fjerde dansk HPC-installation er også på programmet: European Spallation Source (ESS) fortæller om opbygningen af det computercenter, der skal behandle data fra det kommende neutronmikroskop i Lund.

Forskningsnettet har betjent danske forskere i 30 år. Det giver anledning til både et kig tilbage i tiden og et bud på fremtiden for nettene på lokalt og internationalt plan.

Uanset om man er til netværk, supercomputere eller data management, er der noget at komme efter på DeiC konference 2015. Og så er det årets bedste mulighed for at netværke med de andre, der også brænder for eScience og e-infrastruktur.

Har man lyst til selv at bidrage med indhold, er det stadig muligt at melde sig til at give en lightning talk eller en posterpræsentation – eller begge dele.

DeiC konference 2015 - tilmelding

Program for tirsdag den 6. oktober

Program for onsdag den 7. oktober

Lightning talks

Poster-præsentation


Neutronmikroskop får dansk computercenter

Et internationalt konsortium er i gang med at bygge verdens kraftigste neutronmikroskop i Lund i Sverige. Data fra eksperimenterne skal behandles i et computercenter i København, som er under opbygning.

European Spallation Source er ved at opføre en bygning, der er skræddersyet til datacenteret. Centeret skal understøtte hele fasen, fra forskeren får ideen om et eksperiment med neutronmikroskopet, til resultaterne kan blive publiceret.

Et neutronmikroskop fungerer ved, at forskerne skyder neutroner ind gennem det materiale, de vil undersøge. Processen minder om en røntgenundersøgelse. Men neutroner kan typisk trænge længere ind i materialet. De er bedre til at detektere lette atomer og er følsomme over for magnetisme. Derfor kan neutronmikroskopet give et detaljeret billede af, hvad materialet er opbygget af – helt ned på atomniveau.

Læs Neutronmikroskop får dansk computercenter


Vær på forskningsnettet som på dit eget net

Reglerne for tilslutning til forskningsnettet er forenklet. Nu er grundreglen, at brugerne må anvende forskningsnettet på samme måde og til de samme formål som deres institutions interne net. Er noget tilladt på institutionens eget net, gælder det som udgangspunkt også på forskningsnettet.

Det er en af konsekvenserne af nye regler for tilslutning til nettet, som DeiCs bestyrelse har vedtaget.

Læs Vær på forskningsnettet som på dit eget net


WAYF forbereder sikkerhedscertificering med NORDUnet

WAYF (Where Are You From) satser på at blive den første tjeneste fra DeiC, der bliver certificeret efter den internationale sikkerhedsstandard ISO 27001. Arbejdet med at indføre standarden foregår i et tæt samarbejde med NORDUnet, som leverer drift til WAYF.

Ved hjælp af WAYF får studerende og ansatte på uddannelsesinstitutioner adgang til webtjenester ved at logge ind på deres institution. Så WAYF behandler personfølsomme oplysninger om brugeres identitet og de tjenester, de bruger.

ISO 27001 er en international standard, der opstiller rammen for krav og kontroller til styring af informationssikkerheden. Staten stiller krav om, at statslige institutioner skal følge ISO 27001. Dermed gælder kravet også for WAYF's kunder på universiteterne og andre uddannelsesinstitutioner. Også andre dele af DeiC arbejder på en ISO 27001-certificering.

Læs WAYF forbereder sikkerhedscertificering med NORDUnet


Spænder juraen ben for din forskning?

Har juridiske problemstillinger stillet hindringer i vejen for dit arbejde som forsker? Eller har du spørgsmål om jura i forskningssammenhæng? Så vil DeiC eScience kompetencecenter gerne høre fra dig.

Juraen udfordrer de nye digitalt baserede forskningsmetoder. DeiC eScience kompetencecenter planlægger derfor en temadag om jura i forskningen senere på året.

På temadagen vil DeiC eScience kompetencecenter præsentere en række forskercases med fokus på juridiske problemstillinger. Casene beskriver forskellige forskningsprojekter, der benytter digitalt baserede forskningsmetoder. Vi hører også juridiske eksperters bud på de muligheder, forskerne har for at bedrive forskning lovligt.

Som et led i planlægningen af temadagen efterlyser DeiC eScience kompetencecenter indhold til forskercases. Er du forsker, eller har du på anden vis erfaret om problematikker, som det er relevant at sætte fokus på, så kan du nu indsende dine spørgsmål, din undren, dine ønsker og dine erfaringer.

Læs Spænder juraen ben for din forskning?


Certifikater får ny leverandør

Den 1. juli gik DeiC over til at få leveret digitale certifikater fra udstederen Digicert. Det medfører en ny procedure, når institutioner bestiller certifikater.

Ændringen gælder certifikater, der tilbydes via GÉANT (det tidligere Terena).

Validering af organisationer og domæner i forbindelse med bestilling af certifikater kommer til at ske direkte hos Digicert. Kunden skal oprette sig som bruger på Digicerts portal og selv foretage sine bestillinger uden at kontakte DeiC.

Læs Certifikater får ny leverandør


Mange brugere lagrer samtykke

86 procent af indlogningerne via WAYF gennem det sidste halve år kom fra brugere, der tidligere havde bedt systemet lagre deres samtykke. Dermed kom de typisk ind på den ønskede tjeneste på under et sekund.

Det fremgik af et indlæg, som lederen af WAYF, David Simonsen, holdt på forskningsnettenes internationale konference TNC15 i Porto, Portugal i juni.

Emnet var samtykke. En tjeneste som WAYF (Where Are You From) forbinder brugere med de web-tjenester, de vil ind på. Når brugeren beder om adgang til en tjeneste, sender WAYF en række informationer om brugeren til tjenesten. Det skal brugeren give sit samtykke til – og sådan har det været, siden WAYF gik i luften i 2008.

”Vi overvejede dengang at begrænse det, så brugeren kun skulle give sit samtykke, når vi udleverede følsom information. Men vi besluttede, at det var enklere at kræve samtykke, uanset hvilke oplysninger vi giver til tjenesten. Så er vi også sikre på, at vi overholder alle lovkrav,” sagde David Simonsen.

WAYF har for første gang offentliggjort en statistik over brugernes møde med samtykkedialogen. Den dækker 5,7 millioner indlogninger over det seneste halve år.

Læs Mange brugere lagrer samtykke


Supercomputerens fremtid handler om software og mennesker

Nye grupper forskere vil anvende supercomputere til nye typer opgaver. Det stiller nye krav til supercomputerne og hvordan vi administrerer dem – krav som kun kan løses med en kombination af software og nye kompetencer hos medarbejderne.

Det mener Kristian Kristensen og Bernd Dammann fra DTU’s Computing Center (DCC), der omfatter et HPC-kompetence- og driftscenter (High Performance Computing). Her står de blandt andet for at administrere 13 lokale HPC-installationer på DTU.

Læs Supercomputerens fremtid handler om software og mennesker


USA vil bygge exaflops-computer

Amerikansk forskning skal have en computer, der er 100 gange hurtigere end de hidtil hurtigste supercomputere.

Det er et af målene med det ”National Strategic Computing Initiative”, som præsident Barack Obama netop har lanceret.

De hurtigste supercomputere leverer i dag mellem 10 og 20 petaflops (billiarder operationer med flydende komma i sekundet). Målet med programmet er at nå over en exaflops (en trillion flops).

Læs USA vil bygge exaflops-computer


NeIC får ny bestyrelse

NordForsk har udnævnt bestyrelsen for NeIC (Nordic e-Infrastructure Collaboration) for de næste to år. Formand bliver Pekka Lehtovuori.

Steen Pedersen, der er leder af DeiC, er også medlem af bestyrelsen. Han er udset til at efterfølge Pekka Lehtovuori som formand om to år.

Læs NeIC får ny bestyrelse


DeiC årshjul

For at sikre sammenhæng i de strategiske og administrative opgaver i DeiC arbejder vi efter et årshjul. Årshjulet viser sammenhængen mellem bestyrelsens, ledelsens og organisationens opgaver inden for

  • Strategi, strategiske handlingsplaner, drifts- og projekthandleplaner.
  • Budget og opfølgning.
  • Information - årsrapport, interne informationsmøder, møder med interessenter og den årlige konference.

Årshjul 2015


Til kalenderen - konferencer på vej

NORDUnet Technical Workshop 2015
15.-17. september 2015, København

DeiC konference 2015
6.-7. oktober 2015, Middelfart


eSciencekurser

Seminarer på vej fra DeiC eScience Kompetencecenter

  • Tirsdag den 29. september: Seminar: "Hvad er eScience? - Hvad kan digitale forskningsmetoder gøre for forskere?", Roskilde Universitet
  • Temadag om "jura i forskningen" i samarbejde med bl.a. UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde). DeiC Kompetencecenter inviterer forskere og andre til at indsende spørgsmål og problemstillinger som et led i planlægningen. Se invitationen her.
  • Kom i gang med supercomputing - seminar/workshop i samarbejde med DTU, SDU og SB
  • Visualisering af forskningsdata - seminar/workshop i samarbejde med ITU og KU

Gratis kurser til speciale-/ph.d.-studerende via PRACE

Danmarks medlemskab af PRACE giver mulighed for gratis kurser for studerende og forskere på danske institutioner.

PRACE Training Portal

Øvrige kurser og seminarer

Danske ph.d.-kurser kan findes i en fælles database på PhD Courses in Denmark. Søg fx. på "computing" eller "datamanagement".

Nationale kurser

CLARIN-DK: Kurser inden for digital humaniora og CLARIN-EU: Events

DigHumLab: Kurser inden for digital humaniora

Kurser om jura

Ophavsretten får større og større betydning for både forskere og undervisere. Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) udbyder også i 2015 en række relevante kurser som fx:

Grundkurser i ophavsret 2015

Kurser om forskning, etik og jura 2015

Kurser om ophavsret, databaser og licensaftaler 2015

Oversigt over kurser

DeiC eScience Kompetencecenter opdaterer løbende informationer om relevante kurser og seminarer inden for eScience.

eScience-seminarer og kurser

Følg DeiC på de sociale medier


Du kan også følge DeiC via LinkedIn, Facebook og Twitter.

Vi deler små og store nyheder og aktiviteter fra ind- og udland, os selv og samarbejdspartnere.

Facebook
LinkedIn
Twitter