NORDUnet sender medieplatform i udbud

På vegne af de nordiske forskningsnet sender NORDUnet en ordre på medieplatform i udbud.

Medieplatformen skal kunne arkivere, behandle og vise multimedieindhold såsom video og lyd.

NORDUnet leverer i dag platformen Kaltura til de nationale forskningsnet i Danmark (DeiC), Finland (CSC/FUNET) og Norge (UNINETT). Platformen kører på servere hos NORDUnet.

Svenske SUNET bruger Kaltura i form af en cloud-løsning, der kører hos Kaltura.

Udbuddet gælder en løsning med funktionalitet svarende til NORDUnets nuværende Kaltura-løsning, som de nationale forskningsnet kan forhandle til deres institutioner.

Den nye løsning skal være multi-tenant. Det vil sige, at den kan opdeles, så en institution kan få sin egen indgang til systemet. Institutionen kan også individuelt bestemme opsætning og konfiguration.

Ordren er nu sendt i EU-udbud. Interesserede parter skal melde sig senest den 10. marts. Derefter går NORDUnet i dialog med de virksomheder, der ønsker at byde på opgaven.

Læs mere