Gå til hovedindhold

Podcast: Kvantebiolog studerer cellers aldring med en supercomputer

Når molekyler er for små til at kunne ses i et mikroskop, kan forskere i stedet modellere dem i en supercomputer.
Af
17/08/2017 14:08

Hvad får celler til at ældes? Forskere har længe haft mistanke om, at frie radikaler spiller en vigtig rolle i aldringsprocessen.

Frie radikaler er atomer eller molekyler, der har en eller flere uparrede elektroner i den yderste skal og dermed bliver reaktive.

Hvis man vil undersøge, hvordan frie radikaler påvirker cellerne, kræver det, at man studerer molekylernes interaktioner på atomniveau. Det er ikke muligt selv med det stærkeste mikroskop. I stedet for et mikroskop kan man bruge en supercomputer.

Det gør biofysiker og kvantebiolog Ilia Solov’yov, der er lektor ved Syddansk Universitet. I denne podcast forklarer han, hvordan han ved hjælp af supercomputeren Abacus er i stand til at følge indviklede biologiske mekanismer atom for atom og regne sig frem til, hvad der sker, når atomerne interagerer. På den måde håber han også at blive i stand til at forklare, hvad der sætter ældningsprocessen i gang.

Podcasten er den seneste episode i serien Supercomputing i Danmark fra DeiC eScience kompetencecenter.

Læs mere