Alle DeiC-brugere kan holde videomøder via Zoom

DeiC har åbnet for videokonferencetjenesten Zoom, som institutioner tilknyttet DeiC kan benytte gratis. Avaya Scopia lukker om et år.
Zoom videokonference

Der er nu fri adgang til at benytte det brugervenlige videokonferencesystem Zoom for alle institutioner, der er tilknyttet DeiC. Login foregår via WAYF (Where Are You From).

Samtidig er det besluttet, at den hidtidige videomødetjeneste baseret på Avaya Scopia lukker med udgangen af 2018. Dermed har institutionerne et år til at flytte over til Zoom eller Adobe Connect, der fortsætter uændret.

Zoom kan bruges fra enhver browser. Tjenesten installerer et klientprogram, når man starter et møde. Det er også muligt at installere klienten som et separat program uden om browseren.

Den gratis version af Zoom forudsætter, at man bruger DeiCs fælles system. Institutioner har også mulighed for at få deres egen instans af tjenesten. Det giver dem mulighed for at integrere med fx LMS'er (Learning Management System) og andre systemer. Med en egen instans får institutionen sin egen administratoradgang til blandt andet statistik.

Priserne for at få egen instans kan findes her på webstedet.

"Zoom er på alle måder en opgradering i forhold til Avaya Scopia, både når det gælder funktionalitet, brugervenlighed og økonomi," siger tjenesteansvarlig Thorkild Jensen fra DeiC.

Login går via WAYF, så brugerne ikke skal oprettes separat for at få adgang til Zoom. Har institutionen ikke WAYF, kan DeiC oprette brugere. Kontakt videokonf@deic.dk for at aftale nærmere.

Zoom kører hos NORDUnet på servere placeret i Danmark.

Sådan gør du

  1. Gå ind på deic.zoom.us
  2. Klik på Host Meeting
  3. Log på via WAYF

Læs mere