Nordiske forskere udnytter supercomputere på tværs af landene

De første forskningsprojekter har anvendt supercomputere i de nordiske lande via Dellingr-projektet.

Tre forskningsprojekter fra de øvrige nordiske lande har fået tildelt regnekraft på DeiCs supercomputer Abacus 2.0. Samtidig har to danske forskningsprojekter fået mulighed for at køre på supercomputere i Island og Sverige.

Det er de første resultater af Dellingr-projektet fra NeIC (Nordic e-Infrastructure Collaboration). Projektet har til formål at etablere et samarbejde om at udveksle nordiske supercomputerressourcer.

Foreløbig har tre forskningsprojekter kørt på Abacus 2.0 i Odense:

  • Effective Theory of Structure Formation, Island.
  • Deep learning speech enhancement with blind features, Finland.
  • Interactions between Hadley Cell and storm tracks in Aquaplanets, Norge.

Endvidere har to danske projekter anvendt ressourcer i vores nabolande:

  • PolymerBlends, Syddansk Universitet, kørt i Island.
  • 3D topology optimization of field enhancing nanostructures for upconversion, Aarhus Universitet, kørt i Sverige.

Regnekraften stilles gratis til rådighed. Endvidere giver Dellingr mulighed for at anvende andre typer supercomputerarkitekturer end dem, der er til rådighed i Danmark.

Danske forskere kan fortsat søge om regnetid via Dellingr-projektet.

Læs mere