Forskningsnettet forbereder 100 Gbit-forbindelser til universiteterne

Flere universiteter er begyndt at overveje en opgradering fra 10 Gbit/s til 100 Gbit/s.
100G

For halvandet år siden købte Forskningsnettet nye routere for at understøtte 100 Gbit/s. Dengang var perspektivet, at det ikke var påtrængende nødvendigt med den hastighed på klientsiden, men i mellemtiden er udviklingen gået stærkt. Flere universiteter er begyndt at lege med tanken om en opgradering fra 10 Gbit/s til 100 Gbit/s.

Flere produkter fra eksempelvis Cisco og Juniper understøtter i dag 100 Gbit/s. Samtidig er priserne på LAN-optikker styrtdykket, og den kombination betyder, at de høje hastigheder bliver mere attraktive.

”Når universiteternes core-net og deres internetforbindelser understøtter de højere hastigheder, giver det IT-afdelingerne nye frihedsgrader til at designe universiteternes infrastruktur,” siger Jan Ferré, chef for DeiC Netdrift.

Faldende priser giver hurtigere forbindelser

Hvor en optik for få år siden kostede over 100.000 kr., kan den i dag leveres for omkring 25.000 kr. Samtidig bruger alle universiteter en begrænset routing-strategi, der tillader, at universiteternes LAN-udstyr kan levere varen.

Forskningsnettets core-routere skal kunne understøtte en fuld internet-rutetabel med mere end 700.000 route-entries. Det løser DeiCs nye Juniper MX960-routere til fulde. Der er dog et enkelt problem, for netkort til disse routere er ikke faldet i pris i samme takt som priserne på universiteternes routere. Således vil et enkelt netkort med fire 100 Gbit/s-porte koste det samme som hele DeiCs router. DeiC Netdrift arbejder derfor med en anden model - at bruge en 100 Gbit/s-switch som udvidelse til routeren. Det betyder, at DeiC for et relativt begrænset beløb kan få 32 100 Gbit/s-porte til at forbinde universiteterne, når de er klar.

Ingen problemer med den nuværende trafik

Ulempen ved denne model er, at der vil komme en flaskehals, hvor switchen og routeren skal tale sammen. Med den nuværende trafik fra universiteterne vil dette ikke være et problem.

En 'normal' fremskrivning af universiteternes samlede trafik vil betyde, at 10-20 Gbit/s (med 40 Gbit/s peaks) vil nå 150 Gbit/s i løbet af to-tre år. Men naturligvis kan der opstå 'killer-applikationer', som giver voldsomt forøget trafik.

Hvor hurtigt kravet til ekstra båndbredde bliver aktuelt er dog stadig et godt spørgsmål. For det er ikke billigt for universiteterne at opgradere de interne forbindelser, der skal munde ud i et større eksternt båndbreddekrav.

Nogle få af de større universiteter er i gang med en udbygning, mens de fleste universiteter fokuserer deres indsats på bedre balancering. I øvrigt har de også et forbrugsmønster, der i højere grad drager fordel af et simpelt og billigt core-netværk, baseret på 10 Gbit/s.

De nye switche forventes leveret hen over sommeren. Herefter vil de kunne introduceres trinvist.

Keywords: