Gå til hovedindhold

Få et smugkig på programmet til DeiC konference 2018

Her er nogle af de højdepunkter, som du kan opleve på DeiC konference 2018 under temaet: Fremtidens digitale infrastruktur til forskning.
Af
17/09/2018 13:09

Programmet til DeiC konference 2018 er ved at være på plads, og der er rigtig mange spændende talere, som lægger vejen forbi Fredericia den 10. – 11. oktober for at give os indblik i deres forskning samt mulighederne i e-infrastruktur, specielt til forskning og uddannelse.

Temaet for konferencen er fremtidens digitale infrastruktur til forskning, og det er indenfor disse rammer, at der er oprettet fire forskellige spor med fokus på henholdsvis net, supercomputing, datamanagement og it-sikkerhed.

Supercomputere og vindmøller

På supercomputer-sporet kan du eksempelvis høre Niels N. Sørensen, professor på DTU Vind, fortæller om, at anvendelsen af vindmøller går helt tilbage til år 200 før vores tidsregning, men stadig er en teknologi, der hele tiden forbedres. I dag anvender man dog supercomputere til optimeringen, som i høj grad handler om aerodynamik, der er fundamentet for møllernes produktivitet.

It-sikkerheden i praksis

Sikkerhedssporet er med for første gang, og informationssikkerhed er noget som alle, der arbejder med it og data, skal forholde sig til. Cybertruslerne bliver mere og mere sofistikerede, og det er langt fra nok med et antivirusprogram og en firewall. Nu snakker men i stedet om arkitektur med integreret sikkerhed.

Fra Center for Cybersikkerhed kommer Thorsten Foldager Johnsen, chef for trusselsvurderingsenheden i CFCS, og fortæller om de nationale trusler. Henrik Larsen, der er chef for DKCERT, vil holde fokus på sikkerheden indenfor forskning og uddannelse.

I den praktiske ende af skalaen vil du blive præsenteret for DKCERTs nye phishing-tjeneste, som på en nem og brugervenlig måde træne dine ansatte i at bevare overblikket og skærpe sikkerhedssansen.

Data skal være FAIR

Et andet praktisk oplæg kommer fra Zaza Nadja Herbert-Hansen, projektleder på Rigsarkivet. Hun vil give en smagsprøve på de værktøjer, der udvikles i projektet ”FAIR på tværs”, som køres gennem Datamanagement Forum. Værktøjerne udvikles med henblik på. at forskere lettere kan vælge services som gør deres data - og arbejde generelt - mere FAIR. Værktøjerne er udviklet gennem data-pilots fra forskellige discipliner og har dermed fokus på empirisk materiale og praktisk implementering.

Forskningsnettet er fundamentet for mange danske forskere, men der er selvfølgelig også brug for, at der kan kommunikeres på tværs at grænserne i hele verden. Denne udfordring struktureres gennem Global Network Architecture, der er startet af en række førende R&E-netværk over hele verden, med et formål om at organisere dette mere effektivt, så der er mere båndbredde til forskere og studerende, der arbejder i globale projekter. Erik-Jan Bos, policy & strategy officer i NORDUnet kommer og fremlægger resultaterne og fremtidens projekter.

Musik med mening

Som noget helt særligt kan du også opleve otte musikere fra Copenhagen Phil (Sjællands Symfoni orkester) under ledelse af musikchef Uffe Savery.

Uffe Savery (der også er den ene halvdel af Safri Duo) har lovet os en time med underholdning og oplæg til eftertanke. Med udgangspunkt i konferencens tema om digital forskningsinfrastruktur underholder de med musik og eksempler på vigtigheden af samarbejde og netværk mellem mennesker for at opnå resultater.

Dette er et blot et lille udpluk af de cirka 50 forskellige talere, som du kan opleve og dele erfaringer med på DeiC konference 2018. Du kan finde links til det samlede program og tilmelding nedenfor.

Vi glæder os til at se dig på Trinity Hotel og Konference Center i Fredericia den 10.-11. oktober.

Læs mere