eduVPN: Nu kan du få VPN via DeiC

Med eduVPN kan medarbejdere, forskere og studerende få en nem og sikker forbindelse til internettet eller til deres beskyttede systemer på institutionerne.

Via en ny tjeneste, der udbydes gennem DeiC, kan du oprette et sikkert Virtual Private Network (VPN), der er en krypteret forbindelse mellem brugerens computer eller smartphone til en sikker server.

Tjenesten hedder eduVPN, og den fungerer som en digital bro, der giver dig direkte adgang til en sikker server, hvorfra du kan oprette forbindelse til internettet uden frygt for, at nogen ser dig over skulderen, mens du er på nettet.

eduVPN er gratis, og du logger på med den brugerkonto, som du har ved din institution. DeiC logger ingen data i forbindelse med brugen af eduVPN.

Ingen kigger med

En VPN-forbindelse giver rigtig god mening fordi mange trådløse netværk på eksempelvis caféer, i lufthavne eller på biblioteker er usikre, og hjemmenetværk er heller ikke altid er godt beskyttet.

De data, du indtaster og modtager på din mobil, computer eller tablet kan nemlig opfanges forholdsvis let. Du kan også blive omdirigeret til et phishing-website, hvor dit login og password opsnappes. Disse sikkerhedsproblemer undgår du ved at anvende VPN.

Bruger du eduVPN bliver din forbindelse således forvandlet til en sikker og krypteret tunnel, hvor dine data, forbliver dine data.

Sikker forbindelse til baglandet

Hvis du er it-ansvarlig, kan du også benytte eduVPN internt. Ved at anvende tjenesten kan du give dine brugere adgang til beskyttede ressourcer på institutionens netværk som eksempelvis storage- eller administrative systemer. Kontakt DeiC, hvis du har interesse i en intern-løsning.

Lige som eduroam er eduVPN udviklet af DeiC i samarbejde med internationale forskningsnetværker og GÉANT.

Med eduVPN har du derfor mulighed til at vælge, hvilket land du befinder dig i.

Se video om eduVPN her.

Alle tekniske informationer og kendte problemer kan findes her.

Læs mere