Gå til hovedindhold

Zoom slår - igen - alle rekorder

Zoom-forbruget fortsætter med at stige ud over alle forudsigelser.
Af
tor, 08/26/2021 - 09:28
Billede
Videomøde
Foto: Colourbox.

Da Corona-hjemsendelserne i foråret 2020 blev en realitet, blev online-møder og –undervisning med ét slag til hverdag for rigtig mange.

Og den udvikling viser sig meget tydeligt i antallet af mødetimer i den version af Zoom, som DeiC tilbyder til universiteter og institutioner.

I foråret 2020 steg forbruget med en faktor 100 i forhold til før krisen. Det var en pludselig stigning, som forskningsnettet aldrig havde set før på nogen tjeneste.

”Vi tænkte, at det var helt unikt, og at vi aldrig ville opleve sådan en belastning igen. Heldigvis kunne vi, ved at bruge infrastrukturen maksimalt og supplere med servere hos AWS i Stockholm, imødekomme presset,” fortæller Martin Bech, der er chef for forskningsnet og tjenester, og han fortsætter:

”Da efterårssemesteret begyndte steg forbruget dog yderligere 50 procent, og vi forstod det sådan, at alle de aktiviteter og alle de mennesker, der overhovedet kunne bruge Zoom, også gjort det til en fast og integreret del af undervisning, møder, seminarer og eksamener.”

Endnu en gang holdt infrastrukturen til presset - stadig med hjælp fra AWS.

En udbygning af den interne infrastruktur, baseret på de nordiske forskningsnet, blev ligeledes gjort klar, og mellem jul og nytår blev nye servere-zoner sat i drift.

Nyt hop i 2021

Der kom imidlertid endnu en overraskelse, idet forbruget fra starten af 2021 tog endnu et hop opad, som man kan se på figuren herunder. 

Billede
Graf over forbrug
Zoom

”Efter mere end 30 år med tjenester på internettet troede jeg, at jeg havde oplevet det meste, men jeg må sige, at stigningen i Zoom-forbruget er hinsides alt, hvad vi tidligere har set," lyder det fra Martin Bech.

Denne gang holdt infrastrukturen - næsten. Enkelte firewalls har været overbelastede med dårlig kvalitet til følge for de møder, der blev betjent via disse firewalls.

Det skulle nu være løst ved en justering af parametrene i de algoritmer, der fordeler trafikken. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning har vi også udskudt afviklingen af den AWS-baserede server-zone.

”Det er imidlertid fortsat ambitionen at ophøre med AWS, da det er en noget dyrere løsning end at bruge egne servere, men hovedprioriteten er selvfølgelig, at tjenesten kan betjene alle på en ordentlig måde,” siger Martin Bech.

NORDUnet, der hoster løsningen, arbejder lige nu på at oprette en ny server-zone, så der snart kan gøres et forsøg på at køre uden AWS.

Læs mere: