Gå til hovedindhold

DeiC ansætter ny akademisk medarbejder

Marie Vachaud er netop tiltrådt stillingen som akademisk medarbejder i DeiC. Marie skal være med til at betjene sekretariatet, ledelsen og bestyrelsen i DeiC.
Af
09/03/2021 12:03

Fra mandag den 1. marts er Marie Vachaud blevet ansat i DeiC. Hun tiltræder i en nyoprettet stilling som akademisk medarbejder i DeiC, der i 2021 skal gøre sig klar til at blive en selvstændig organisation.

Som en del af Strategi for nationalt samarbejde om digital forskningsinfrastruktur, der er udgivet af Uddannelses- og Forskningsministeriet, skal DeiC være en selvstændig organisation. I den forbindelse er der brug for ekstra kræfter i sekretariatet og i betjeningen af ledelsen. Marie skal være en aktiv sparringspartner for den daglige ledelse på det administrative, strategiske og juridiske område.

Der er en lang række opgaver med at koordinere og assistere ledelsesteamet med planlægning og opfølgning på strategi, projekter og aktiviteter, ligesom der er vejledning af projektansvarlige i forbindelse med EU-projekter, der ligger og venter på Marie.

Derudover skal Marie Vachaud især stå for at sekretariatsbetjene det nationale e-ressourceudvalg med blandt andet håndtering af processen og resultaterne fra ansøgningerne.

Marie blev færdig som cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i januar. Hun er født i Frankrig, opvokset i Norge og har læst Statskundskab i Danmark. Hun er desuden den kollega, der taler flest sprog med både dansk, norsk, fransk, engelsk og spansk. Fritiden bruger Marie især på klatring og vandreture. 

Et stort velkommen til Marie.