Gå til hovedindhold

Etablering af nyt nationalt repository sættes i gang

Københavns Universitet skal implementere og drive et nyt nationalt repository kaldet DeiC Dataverse, der giver alle forskere i Danmark adgang til en sikker mulighed for at publicere og arkivere deres data.
Af
28/06/2022 10:06
Billede
Dataverse
Foto: Colourbox

Efter evaluering af indkomne interessetilkendegivelser fra konsortier af universiteter, har DeiCs bestyrelse vedtaget at gå i forhandling med Københavns Universitet om samarbejdet om udvikling og drift af et nationalt trusted data repository kaldet DeiC Dataverse. Det vil give alle forskere ved de danske universiteter mulighed for at publicere og arkivere deres forskningsdata.

Udviklet på Harvard

Et repository er et it-system, der gemmer kombinerede data og metadata. Og ”Dataverse” er et allerede eksisterende open source system, oprindeligt udviklet på Harvard University, med mange installationer og et bredt internationalt fælleskab omkring.

”Vi bygger i regi af DeiC en instans af Dataverse, som bliver tilbudt til forskere ved danske universiteter. Det bliver en generisk løsning, som kan bruges af folk fra alle universiteter og alle fagområder og også vil kunne tilpasses specielle behov,” siger Anders Sparre Conrad, der er chef for data management i DeiC.

En del af FAIR strategien

Lige nu er der flere forskellige niveauer af den slags it-infrastruktur. Med både fagspecifikke og institutionelle repositorier. Nu kommer der så også et nationalt. Det betyder, at når forskerne får at vide, at det er vigtigt, de gemmer deres data, så behøver de ikke spørge ”Ja, men hvor?”.

Repositoriet er desuden et væsentlig skridt i implementeringen af den ”Nationale Strategi for data management baseret på FAIR-principperne”, som skal sikre at forskningsdata og metadata bliver tilgængeligt til genbrug for andre.

Et "trusted" repositorie

Formålet er, at forskningsdata skal kunne genbruges. For at kunne det, skal man kunne stole på, at data er komplet og ikke manipuleret, og hvilken governance, der er omkring det. Det er det, der ligger i ordet ”trusted”, og DeiC Dataverse bliver et trusted repository.

DeiC Dataverse vil gøre brug af det nationale opbevaringssystem eller såkaldte "storage system" til at gemme selve datafilerne. Et system, der også er på tegnebrættet lige nu.

Planen er, at DeiC Dataverse skal være klart i starten af 2023.