Gå til hovedindhold

DeiC slipper AI fri

HPC-infrastruktur og ekspertise fra universitetssektoren skal bringes i spil blandt danske virksomheder. Det er formålet med EuroCC2 projektet som 30/1 inviterede lokale virksomheder indenfor til inspirationsseminaret ”Slip AI løs”.
Af
ons, 02/07/2024 - 08:41
Billede
Deltagere i EuroCC2 event for virksomheder
Foto: CLAUUDIA

37 lokale virksomheder og organisationer var tirsdag den 30. januar samlet hos Bentax i Svenstrup ved Aalborg for at blive klogere på, hvilke muligheder AI indebærer for deres forretning. Eventet blev afholdt af EuroCC2 projektet.

EuroCC2: et HPC kompetencecenter for industri og administration

Efter en indledende morgenmad med mulighed for networking, bød projektleder Dennis Lange Wollbrink velkommen med en kort introduktion til Eurocc2 projektet og dets mål om at udbrede brugen af HPC+ til dansk industri og offentlig administration.

"De danske universiteter spiller en afgørende rolle i at udvikle ny viden inden for HPC+ området – herunder kunstig intelligens. Hvis vi skal udnytte denne viden som drivkraft for innovation skal vi kunne omforme den til praktiske løsninger. Hvis vi kan skræddersy løsninger der kan øge bæredygtigheden og effektiviteten i den danske industri og offentlig administration, så kan hele Danmarks konkurrencedygtighed styrkes globalt. Som NCC Denmark i EuroCC2 projektet vil vi gerne etablere os som et værdifuldt bindeled og partner i den proces”. Dennis Lange Wollbrink, Projektleder i EuroCC2 projektet.

Medierne flyder over med nyheder om de kunstige intelligenser og deres mange muligheder, men hvad er AI egentlig, og hvordan fungerer det? De spørgsmål tog dagens hovedtaler lektor og AI specialist Andreas Møgelmose fra AAU, udgangspunkt i. Han indførte kyndigt deltagerne i AIs udviklingshistorie og grundprincipperne i aktuelle AI’er – herunder machine learning og opbygningen af de sprogmodeller som eks. ChatGPT er baseret på.

Ikke et spørgmål ”om” men om ”hvordan”

Og hvor skal man så starte, hvis man selv vil i gang med at bruge det i sin virksomhed?

Andreas Møgelmose understregede, at AI bliver et uomgængeligt værktøj, for virksomheder der arbejder med information, og at både produktions- og servicevirksomheder bør overveje, hvilke processer der med fordel kan varetages, understøttes eller suppleres af AI. Foruden de overvejelser er et solidt datagrundlag, som AI’en kan trænes på, den vigtigste forudsætning for at komme i gang med udviklingen.

Hvad der nærmere bestemt udgør et godt datagrundlag, fik deltagerne lejlighed til at diskutere i den efterfølgende spørge- og debatsession. Her kom mange gode spørgsmål om muligheder og begrænsninger i brugen af hpc – herunder spørgsmål om data privacy og forretningsetiske aspekter.

Afslutningsvis opfordrede projektleder Dennis Lange Wollbrink deltagerne til at gøre brug af EuroCC2 projektets ressourcer, til at omsætte konkrete ideer og datagrundlag til udvikling og implementering. Herefter fik deltagerne lov til at summe over dagens vigtigste pointer ved endnu en kop kaffe, inden de vendte tilbage til deres virksomheder – forhåbentligt fulde af ny indsigt og motivation.

Læs mere om EuroCC2 projektet her