
DeiC har netop afsluttet fordelingen af regnetid til danske forskere for perioden 1. juli 2025 til 30. juni 2026. I alt blev der modtaget 52 ansøgninger – det højeste antal til dato – og 29 forskningsprojekter har nu fået tildelt adgang til national HPC-kapacitet. Tildelingen er sket på baggrund af fagfællebedømmelse, og er foretaget af DeiCs e-ressourceudvalg. Det samlede antal tildelte ressourcer dækker over mere end 44 millioner CPU-kernetimer og 1,2 millioner GPU-timer, fordelt på DeiC Interactive HPC, Throughput HPC og Capability HPC (LUMI).
Navn | CPU kernetimer | GPU timer |
DeiC Internactive HPC | 1.750.000 | 219.000 |
Deic Throughput HPC | 37.000.000 | 0 |
DeiC Capability HPC (LUMI) | 23.250.000 | 1.470.000 |
Navn | CPU kernetimer | GPU timer |
DeiC Interactive HPC | 1.645.000 | 184.624 |
DeiC Throughput HPC | 29.713.000 | 0 |
DeiC Capability HPC (LUMI) | 39.580.590 | 2.839.656 |
Navn | CPU kernetimer | GPU timer |
DeiC Interactive HPC | 200.000 | 154.624 |
DeiC Throughput HPC | 22.942.000 | 0 |
DeiC Capability HPC (LUMI) | 22.412.750 | 1.080.000 |
Fra klimamodeller og pandemiberedskab til kulturanalyse og sprogmodeller
De projekter, der har fået tildelt regnetid, viser tydeligt, at HPC er blevet en integreret del af dansk forskning på tværs af fagområder. Der er i denne runde givet støtte til forskning som spænder fra klimaets udvikling, energimodeller, vådområders rolle i CO₂-regnskabet, fødevaresikkerhed og kvantematerialer – til pandemiberedskab, livscyklusanalyser og cellebiologiske mekanismer. På det humanistiske og samfundsvidenskabelige område er der uddelt regnetid til projekter inden for blandt andet ideologiske modkulturer, økonomiske livscyklusmodeller og udviklingen af store sprogmodeller baseret på danske tekster. En række af projekterne som har fået regnetid i denne runde, har kunstig intelligens, machine learning og neurale netværk som centralt omdrejningspunkt – med anvendelser lige fra robotintelligens og talegenkendelse til optimering af fysiske og kemiske modeller.
"Hos DeiC er vi glade for at kunne bidrage til forskning, der tager livtag med nogle af de store samfundsudfordringer – hvad enten det handler om klima, sundhed eller digital udvikling. Når vi tildeler regnetid, er det med til at omsætte stærke idéer til konkret forskning med reel impact – og det ser vi på tværs af hele det akademiske landskab," siger direktør for DeiC Gitte Kudsk.
Se alle projekter, som har fået tildelt ressourcer her: Projekter der tidligere har fået ressourcer | Danish e-Infrastructure Consortium
Stor efterspørgsel på LUMI-ressourcer
Mens efterspørgslen på DeiC Interactive HPC og Throughput HPC i denne runde lå tæt på kapacitetsgrænsen, skilte LUMI sig ud med en efterspørgsel som overstiger udbuddet markant. For CPU kernetimer, blev der ansøgt om 170% af den pulje, der kunne søges, og for GPU kernetimer, blev der ansøgt om 190% af de ressourcer, som var til rådighed. Det bekræfter, at stadig flere forskere er interesserede i at kunne skalere deres beregninger, og hos DeiC ser man positivt på at kunne imødegå det høje forskningsmæssige ambitionsniveau på universiteterne.
Mindre projekt? Ansøg i sandkassen
De ressourcer, som ikke er tildelt i denne runde, overføres til DeiCs HPC-sandkasse. Her kan forskere løbende ansøge om regnetid til mindre projekter og afprøvning af nye idéer – med kortere behandlingstid og færre formalia. Læs mere her: HPC Sandkasse | Danish e-Infrastructure Consortium