Gå til hovedindhold

Video: Forsøg med sociale medier danner store mængder data

Et forskningsprojekt udnytter mennesket som dataproducent ved at udstyre 1.000 studerende på DTU med smartphones, der registrerer social interaktion.
Af
26/08/2015 11:08
 

Eksperimentet SensibleDTU har udstyret 1.000 studerende på DTU med smartphones, der registrerer social interaktion. Projektet udnytter mennesket som dataproducent: Hver gang de studerende sender en sms, venter på bussen eller sidder i auditoriet, bliver det registreret.

Forskere kan analysere dataene og fx få indblik i de studerendes søvnmønstre, hvem de mødes med i forhold til, hvem de mailer med, eller hvor effektiv den kollektive transport er.

SensibleDTU begyndte i 2013. Eksperimentet indgår i projektet Social Fabric, som involverer forskere fra Københavns Universitet inden for antropologi og sociologi, psykologi, filosofi, sundhed og økonomi. De samarbejder med DTU Compute, der står for databehandlingsdelen.

De 1.000 smartphones genererer hver dag mellem 50 og 100 MB data. Dermed dannes der 50-100 GB data om dagen. En så stor mængde data kræver stor lagerkapacitet og computerkraft.

”Uden moderne databaser og computerkraft ville det ikke være muligt at analysere disse typer data,” siger associate professor Sune Lehmann, DTU Compute.

Traditionelt har samfundsvidenskaberne baseret sig på statistik og spørgeskemaer. Med eksperimenter som SensibleDTU bliver det muligt at basere forskningen på konkrete data fra forsøgspersonerne. Det giver nye muligheder - og nye udfordringer, når forskerne skal vurdere, hvilken tillid de vil have til resultaterne i forhold til den traditionelle statistik.

Se mere i videoen. Den kan ses ovenfor eller via dette link:

SensibleDTU: Big Data in Social Science

Yderligere information

SensibleDTU

Social Fabric