Gå til hovedindhold

DeiC og DEFF indbyder til pilotprojekter om infrastruktur til datamanagement

DeiC og DEFF indkalder forslag til pilotprojekter inden for infrastruktur til forskningsdatamanagement.
Af
06/11/2015 12:11

Nationalt Forum for Forskningsdata Management under DeiC og DEFF (Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek) indkalder forslag til pilotprojekter om infrastruktur til datamanagement. Der er afsat 10 millioner kroner til pilotprojekterne, hvoraf projektdeltagerne skal levere halvdelen.

”Et pilotprojekt kan for eksempel handle om at opbygge storage i tilknytning til et supercomputeranlæg – eller måske har nogen allerede en lokal storagestruktur, som de vil udvide til det nationale niveau,” siger Henrik Pedersen, der er formand for forummet.

Det ultimative mål er at kunne tilbyde en national infrastruktur, så de data, der ligger bag en videnskabelig publikation, kan blive lige så meritgivende som selve publikationen.

”I fremtiden skal en forsker fx via en online tjeneste kunne få hjælp til at identificere, hvilken infrastruktur vedkommende mest hensigtsmæssigt kan placere sine data i, så de bliver bevaret og er citerbare,” siger Henrik Pedersen.

Projekter på tværs af universiteter

DeiC og DEFF arbejder på det nationale plan. Derfor skal der også deltage mindst tre universiteter i hvert pilotprojekt.

”Vi håber, at projekterne vil sprede sig over de fem store fagområder: Naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora, sundhed og teknik. Og det er vigtigt, at forskere er aktivt involveret i projektet, så det sikres, at den udviklede infrastruktur er relevant i forskningssammenhæng,” siger han.

Ansøgerne skal også belyse, hvordan deres forslag spiller sammen med eksisterende datamanagementinfrastrukturer både i Danmark og på europæisk plan.

”Vi opfordrer også til at involvere bevaringsinstitutionerne i projekterne. De kan sikre, at data bliver udstyret med metadata og bliver håndteret, så det bliver lettere for forskere at finde dem,” siger Henrik Pedersen.

Deadline for indsendelse af forslag er 5. februar 2016.

Læs mere

Datamanagement pilotprojekt call