FAIR-principperne indgår nu i Dansk kodeks for integritet i forskning
Fra 2026 indgår FAIR-principperne i Dansk kodeks for integritet i forskning, udgivet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i samarbejde med de danske universiteter og øvrige interessenter.
Ifølge Chef for Data Management i DeiC Anne Sofie Fink Kjeldgaard styrker tiltaget fundamentet for god videnskabelig praksis i Danmark:
“At FAIR-principperne nu er forankret i kodekset for forskningsintegritet, er et vigtigt skridt for dansk forskning. Det tydeliggør, at ansvarlig datahåndtering er en integreret del af god forskningspraksis som styrker både transparens, kvalitet og mulighederne for at genbruge data til ny viden og innovation”.
Hun understreger samtidig, at integrationen vil bidrage til, at flere forskere tidligt i deres karriere bliver opmærksomme på FAIR Principperne og på de eksisterende værktøjer og infrastrukturer der understøtter god data management-praksis.
Det opdaterede kodeks fastlægger fælles principper for håndtering, dokumentation og bevaring af forskningsdata. Kodekset fremhæver bl.a. betydningen af data management-planer, fyldestgørende metadata, brug af persistente identifikatorer og sikker lagring i overensstemmelse med FAIR-principperne.
At FAIR-principperne nu er forankret i kodekset for forskningsintegritet, er et vigtigt skridt for dansk forskning. Det tydeliggør, at ansvarlig datahåndtering er en integreret del af god forskningspraksis som styrker både transparens, kvalitet og mulighederne for at genbruge data til ny viden og innovation.
Chef for Data ManagementDeiC
National strategi for data management baseret på FAIR principperne
FAIR-principperne for forskningsdata er et sæt internationalt anerkendte retningslinjer, der har til formål at forbedre tilgængeligheden, interoperabiliteten og genanvendeligheden af forskningsdata. FAIR-principper lægger vægt på at gøre forskningsdata "Findable, Accessible, Interoperable and Reusable".
Uddannelses- og Forskningsministeriet udarbejdede gennem Danish e-Infrastructure Consortium (DeiC) i 2021 en national strategi for data management baseret på FAIR-principperne. Siden har DeiC koordineret implementeringen i tæt samarbejde med universiteter og myndigheder. DeiC understøtter implementeringen nationalt gennem værktøjer, tjenester og kompetenceudvikling, herunder DeiC DMP-værktøjet, DeiC Dataverse og DeiC DataCite.