Gå til hovedindhold

Sikkerhedshændelser satte rekord

DKCERT behandlede en rekordstor mængde sikkerhedshændelser sidste år. I 2016 fejrer den akademiske it-sikkerhedsorganisation 25-års jubilæum.
Af
tir, 06/28/2016 - 13:36

Siden 1991 har DKCERT beskyttet forskeres og studerendes netværk og computere mod misbrug. I 2015 behandlede organisationen over 160.000 hændelser. Langt de fleste var dog advarsler om potentielle risici snarere end egentlige angreb.

Godt 1.000 sager handlede om it-systemer, hvis sikkerhed blev kompromitteret. En anden udbredt type hændelse var klager over piratkopiering af film, tv-serier og musik. Det fremgår af DKCERT Trendrapport 2016, som netop er udkommet.

"Gennem de 25 år, DKCERT har eksisteret, har truslerne hele tiden udviklet sig. I dag støder vi ofte på ransomware, hvor de it-kriminelle tager offerets data som gidsel og kræver løsepenge. Den type angreb kendte vi ikke for ti år siden," siger Henrik Larsen, der er chef for DKCERT.

Den daværende organisation for it til forskning og uddannelse, UNI-C, oprettede DKCERT i 1991. I dag hører DKCERT under DeiC (Danish e-Infrastructure Cooperation), der understøtter udviklingen af Danmarks som eScience-nation.

Tidligere behandlede DKCERT også henvendelser fra private borgere og virksomheder. Den aktivitet har det været nødvendigt at lukke ned for, så organisationen i dag udelukkende betjener forsknings- og uddannelsessektoren.

"DKCERT er klar til igen at hjælpe de private borgere og de små og mellemstore virksomheder, hvis der kan findes finansiering til opgaven. I dag er der ingen offentlig instans, der tilbyder dem hjælp, når de støder på problemer med informationssikkerheden," siger Henrik Larsen.

Link

DKCERT Trendrapport 2016

Denne pressemeddelelse i PDF-format