Gå til hovedindhold

Er du klar til DeiC konference 2021?

Programsammensætningen er nu ved at være faldet helt på plads, og du kan godt glæde dig til masser af spændende sessioner om digital infrastruktur. Tilmeldingen lukker den 20. oktober.
Af
ons, 10/13/2021 - 08:43
Billede
DeiC konference
Foto: Lasse Tvede von Magius

Årets DeiC konference 2021 løber af stablen den 3.- 4. november 2021, og denne gang afholdes arrangementet på Vingsted Hotel og Konferencecenter i Bredsten ved Vejle.

Konferencens hovedtema er "Providing digital solutions in a changing world" og under denne paraply har programkommiteen sammensat to dage, der kan give dig analyser, ny viden og indsigt.

Dagene er opdelt i fire spor med hver deres tema: data management, supercomputing (HPC) og eScience, netværk og tjenester samt informationssikkerhed. Du kan således høre om EuroHPC, LUMI, HPC-succeshistorier, FAIR, EOSC, hacking, trusselsbilledet, medietjenester og meget mere. 

Mere end 60 sessioner

På data management-sporet kan du eksempelvis møde Sarah Jones, EOSC Engagement Manager fra GÉANT, der vil fortælle om ”FAIR in the EOSC Association”.

Denne præsentation vil beskrive, hvordan FAIR er et centralt koncept inden for EOSC, og hvordan det er blevet behandlet i arbejdsgrupper for at definere de strategiske prioriteter. Resultaterne fra FAIR- og arkitekturgrupperne vil blive forklaret samt hvordan disse anbefalinger videreføres i EOSC-finansierede projekter og i SRIA for at forme de kommende arbejdsprogrammer. Ligeledes kan du høre om case-undersøgelser i forbindelse med implementering af eksisterende projekter som FAIRsFAIR og EOSC Future.

Har du har interesse for supercomputing, så er åbningssessionen på HPC-sporet helt sikkert noget for dig. Her vil Anders Dam Jensen, administrerende direktør for EuroHPC JU, gøre status over arbejdet under den tidligere forordning, samt give et indblik i hvad, der kan forventes under den nye forordning for EuroHPC-JU, som trådte i kraft den 9. august 2021 med et budget på syv milliarder euro.

Det europæiske fællesforetagende for højtydende databehandling (EuroHPC JU) har en mission om at udvikle, indkøbe og vedligeholde en supercomputer- og datainfrastruktur i verdensklasse i unionen og at udvikle og understøtte et konkurrencedygtigt og innovativt økosystem for højtydende databehandling. 

I løber af de to dage er der mulighed for at vælge mellem mere end 60 forskellige sessioner, så programmet kommer godt rundt om fremtidens digitale infrastruktur. Herudover er konferencen en oplagt mulighed for at netværke med kolleger og samarbejdspartnere efter en lang Corona-nedlukning.

Du kan læse mere om DeiC konferencen og tilmelding her. Vær dog opmærksom på, at tilmeldingen lukker onsdag den 20. oktober.

Vi ser frem til at byde alle velkommen på #DeiC21 konferencen.

Læs også: