Skip to main content

NORDUnet øger båndbredde til Island

NORDUnet opgraderer sin nordatlantiske forbindelse til Island til to gange 10 gigabit/s.
By
18/08/2015 13:08

Kort over Nordatlanten med lyslederkabler til IslandFra fjerde kvartal får danske forskere bedre båndbredde til Island. NORDUnet opgraderer sin nordatlantiske forbindelse til to gange 10 gigabit/s.

For øjeblikket har NORDUnet en 10 gigabit-forbindelse og en på 2,5 gigabit. Dermed er der tale om en udvidelse, der giver 60 procent mere kapacitet.

Netværksudbyderen Farice leverer forbindelserne til NORDUnet og det islandske forskningsnet, RHnet. Samtidig har parterne aftalt, at RHnet udvider sit netværk i Island, så flere steder kan kobles til den nordatlantiske forbindelse.

Forbindelsen udnytter to eksisterende søkabler: Et til Skotland og et til Esbjerg.

Foruden den øgede båndbredde betyder aftalen også lavere priser pr. gigabit.

Forbindelsen til Island er blandt andet interessant for forskningsverdenen, fordi landet kan tilbyde billig el og afkøling. Dermed kan det være et attraktivt sted at placere HPC-anlæg. Et eksempel er det fællesnordiske Gardar-supercomputeranlæg, som danske forskere også har adgang til.

Aftalen mellem NORDUnet, RHnet og Farice løber til og med 2018.