Et velfungerende nationalt samarbejde om digital infrastruktur hjælper til at sikre digital suverænitet

Se eller gense åbningstalen med Mikkel Leihardt, direktør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fra DeiC Konferencen 2025.

A
Anne Rahbek-Damm
Journalist og kommunikationskonsulent
26.01.2026 09:21

”Et stærkt og velfungerende DeiC er vigtigt for at kunne levere på politiske forventninger og på den europæiske dagsorden”

Mikkel Leihardt
Direktør
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

”Et stærkt og velfungerende DeiC er vigtigt for at kunne levere på politiske forventninger og på den europæiske dagsorden”. Sådan lød budskabet fra Mikkel Leihardt, direktør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i åbningstalen på DeiC Konferencen 2025.

I sin tale fremhævede han, at DeiCs kerneopgave er at koordinere og udvikle en stærk national digital forskningsinfrastruktur, som kan bidrage til at fastholde dansk forsknings styrkeposition. Universiteternes fælles investeringer i infrastruktur sikrer stordriftsfordele og giver muligheder for at deltage i europæiske samarbejder. 

Temaet for DeiC Konferencen 2025 var Digital Suverænitet som i disse år bliver et stadig vigtigere tema i forhold til den digitale forskningsinfrastruktur. Mikkel Leihardt understregede, at det er afgørende, at den digitale infrastruktur understøtter sikker håndtering, deling og anvendelse af forskningsdata for at imødegå den stigende cybertrussel mod den danske universitetssektor. 

Endelig fastslog han, at den geopolitiske situation har understreget vigtigheden af et stærkt europæisk samarbejde. DeiC skal deltage i strategiske samarbejder, som kan styrke dansk forskning, blandt andet i EuroHPC, hvor der i disse år investeres enorme summer i bl.a. kvanteinfrastruktur og AI. For at kunne fastholde danske styrkepositioner inden for disse kritiske teknologier, fremhævede han også vigtigheden af at sikre kvaliteten af forskningsdata gennem arbejdet med data management baseret på FAIR og EOSC, som gør det lettere for forskere at tilgå og genbruge data, og som gør Europa mindre afhængig af ikke-europæiske cloud-løsninger.

Se eller gense talen her.