eduVPN: Robust netforbindelse til nordiske akademikere

Videokonferencer spiller i dag en stor rolle, og det kræver en pålidelig internetforbindelse. Når du arbejder hjemmefra, kan du koble dig direkte på forskningsnettet via eduVPN-appen, hvilket giver en solid forbindelse til det meste af verden. Her er forklaringen.

Har du nogensinde oplevet irriterende forsinkelser i lyd og video, når du deltager i en online-konference?

I en tid, hvor brugen af Zoom og andre videomødesystemer er boomet på grund af Corona-nedlukningen, vil de fleste nok genkende problemet.

Brugerne fra de nordiske universiteter har dog adgang til forskningsnettene, hvilket giver en klar fordel.

”De akademiske institutioner i de nordiske lande er alle forbundet til et netværk, der understøttes af NORDUnet og de nationale forskningsnet. Når du er på din institution, vil du derfor altid have en solid forbindelse, og den fordel kan du tage med hjem, hvis du downloader eduVPN-appen,” fortæller Lars Fischer, strategiansvarlig i NORDUnet.

Trafikkens rute er afgørende

Forsinkelser i lyd og video skyldes hovedsagelig de forskellige ruter, som IP-trafikken anvender i forskellige situationer.

Hvis en videokonference hostes af en kommerciel internetudbyder, så vil denne udbyder kun stå for trafikken i den første del af processen. Herefter vil den føres gennem netværk fra flere forskellige udbydere. Dette er ikke synligt for brugeren, bortset fra, når der opstår forsinkelser i kommunikationen.

Forskningsnettet

”Hver gang du introducerer en ny ’man-in-the-middle’, indfører du også yderligere forsinkelser. Jo længere afstanden er mellem online-mødedeltagerne, jo større er problemet. Men når man er tilsluttet et forskningsnet, så bliver trafikken i dette netværk i lang tid,” forklarer Lars Fischer og eksemplificerer:

”Forleden var jeg med på en videokonference med kollegaer i Australien. På grund af tidsforskellen blev mødetidspunktet sent i Danmark, så jeg deltog hjemmefra. Da jeg skiftede fra min lokale internetudbyder til NORDUnet-netværket faldt kommunikationsforsinkelsen straks fra 320 ms til 280 ms.”

Lidt har stor betydning

Årsagen til den forbedring er, at trafikken tager en helt anden rute.

Den lokale internetudbyder sendte den dansk-australske kommunikation via USA, mens forskningsnettene gjorde det meget anderledes.

NORDUnet og de europæiske forskningsnet har i fællesskab investeret i en 100 GB-forbindelse fra London til Singapore. Samtidig har det australske forskningsnet, AARNet, oprettet forbindelse til Singapore, og derfor fik Lars Fischer en mere direkte kommunikationsrute.

At spare 40 ms lyder måske ikke af meget, men i løbet af en lang videokonference med mange beskeder, der går frem og tilbage, bliver det vigtigt.

”Forbedringen gælder selvfølgelig ikke kun videokonferencer men også eksempelvis surf eller download af data. Og selv om en vis forsinkelse ikke kan undgås, når du kommunikerer over store afstande, så får du i det mindste et stabilt niveau, når du anvender forskningsnettene. Hvis du anvender en kommerciel internetudbyder, kan du ofte opleve spring i forsinkelserne, fordi trafikkens rute pludselig ændres.”

Lars Fischer understreger, at han ikke ønsker at kritiserer de kommercielle udbydere:

”De kommercielle internetudbydere har en høj kvalitet, men de er optimeret til at andre formål, som eksempelvis Netflix-brug, mens forskningsnettene er oprettet udelukkende for at imødekomme de akademiske brugers behov.”

De Corona-nedlukninger, der er i mange lande, fremhæver nogle af de nuværende ulemper i de globale netværk.

”Mange udenlandske studerende valgte at rejse til deres hjemlande for at tilbringe nedlukningen der, mens de stadig fortsætter deres deltagelse i de nordiske klasser gennem fjernundervisning og videokonferencer. Her er de ofte afhængige af deres lokale kommercielle internetudbydere. Eksempelvis ser vi, at studerende fra Asien får dirigeret deres trafik over USA, hvilket tydeligvis ikke er rationelt,” forklarer Lars Fischer.

eduVPN hjælper dig på forskningsnettet

Under hjemsendelsen arbejder de fleste akademiske brugere i de nordiske lande også hjemmefra.

Derved får de ikke automatisk en jævn forbindelse, som de normalt tilbydes ved deres institutioner. I den situation, kan de få stor gavn af en app, der er udviklet af NORDUnet og en række samarbejdspartnere.

Appen hedder eduVPN (“edu” for “education” og VPN for Virtual Private Network), og den giver de akademiske brugere mulighed for at logge på forskningsnettene, ligesom hvis de havde været på deres institution.

”Desværre er denne mulighed ikke særlig kendt blandt brugerne, men den situation vil vi meget gerne forsøge at ændre,” siger Lars Fischer.

Udviklingen af ​​eduVPN-løsningen begyndte længe inden COVID-19-udbruddet, men hjemmearbejde og –undervisning kan måske sætte gang i flere akademiske VPN-forbindelser.

”Af være i stand til at oprette forbindelse til forskningsnettene hjemmefra er bare meget fordelagtigt. Dette er allerede muligt for de nordiske brugere, og vi er i konstant dialog med flere lande om at blive medlem af systemet. Corona-situationen kan have fremhævet værdien af løsningen, men den er naturligvis også attraktiv uanset den aktuelle pandemi,” lyder det fra Lars Fischer.

eduVPN udbydes i øjeblikket i Danmark, Norge, Finland og Island.

NORDUnet ejes af forskningsnettene i Danmark (DeiC), Island (RHnet), Norge (UNINETT), Sverige (SUNET) og Finland (Funet). NORDUnet leverer internationale højhastighedsforbindelser til sine ejere, blandt andet via opkoblinger til GÉANT. NORDUnet repræsenterer DeiC og de øvrige nordiske forskningsnet i GÉANT.

Læs mere:

Relaterede nyheder

Relateret indhold